Gode drinksopskrifter
| |
Er finder
du massere af lækre velkomstdrinks, eller longdrinks
til bagefter, samt nogle dejlige varme drinks at varme sig
på i det danske vejr |
|
| |
|
|
|
|
Rødbede-ingefærshots
Ingredienser:
200 g rødbede
75 g frisk ingefær
3 appelsiner
isterninger
Fremgangsmåde:
Skræl rødbederne og skær dem i kvarter. Skræl
ingefæren. Kør halvdelen af rødbeden, så ingefær
og til sidst resten af rødbeden igennem saftpresseren. Pres appelsinerne
almindeligt og bland de to slags juice. Anret i shotglas med isterninger.
Broccoli-booster
Ingredienser:
500 g broccoli (superfrisk)
1 potte basilikum
8 søde æbler, evt. pink lady
2 spsk citronsaft
isterninger
Fremgangsmåde:
Fjern det groveste af stilkene fra broccolien og del den i buketter. Skær
æblerne i kvarter. Blend først broccoli, så basilikum
og til sidst æble gennem saftpresseren. Bland citronsaften i. Anret
med isterninger i høje, smalle glas. Pynt med basilikum og en rørepind
og servér.
Blåbær-kærnemælksmoothie
Ingredienser:
250 g brombær
250 g blåbær
150 g sukker
2 vaniljestænger
1 tsk reven citronskal
4 spsk citronsaft
5 dl kærnemælk
2 dl piskefløde
Fremgangsmåde:
Hæld bær og sukker i foodprocessoren. Flæk vaniljestængerne
og skrab kernerne ud. Kom vanilje, citronskal og -saft i og blend det
til en jævn mos. Hæld kærnemælk og fløde
i, mens maskinen kører og lad den blive cremet og skummende.
Anret i glas med tuille og friske blåbær.
Hvid gløgg
Ingredienser:
2 friske kumquats
1 frisk citron (ikke overfladebehandlet)
1 stk. tørret ingefær
1 kanelstang
1 vanilliestang
3 dl sukker
2 dl vand
2 dl hvid portvin
2 flasker hvidvin
2 dl snaps
Fremgangsmåde:
Kom følgende i en mindre gryde: Kumquats skåret i skiver.
Skal revet af hele citronen. Saft presset af hele citronen.
Ingefærstykket enten helt eller revet på råkostjern
(du skal da bruge ca. 1/2 tsk.). Kanelstangen og vanilliestangen halveret
på langs (skrab også kornene ud, og kom dem i gryden). Sukker
og vand.
Bring lagen i kog og lad den simre under låg i ca. en halv time.
Du har nu en hvid gløgg-essens, der vil få hele huset til
at dufte lifligt og krydret af jul. Si essensen gennem en sigte (eller
et klæde, hvis du vil have den helt klar). Tilsæt portvin,
hvidvin og snaps (mængden på det sidstnævnte kan du
jo selv justere), og varm op under omrøring.
Husk, gløgg må aldrig koge! Servér i glas, så
I kan nyde den gyldne farve. Pynt gerne med et par kumquats i skiver,
en halv vanilliestang og evt. et par citronskiver. Skål!
Hvid gløgg pirrer alle dine sanser. Krydderierne er for ganen
og næsen, den gyldne farve for øjet, glasset varmer dine
hænder – og bruger du din sjette sans, kan du måske
høre englene synge...Gløgg stammer fra Sverige. Ordet betyder
"gløde" eller "glovarm".
Men det kan også have betydningen "brænding".
Drikken har været kendt i Danmark siden 1600-tallet. Også
dengang var ingredienserne rødvin, sukker og krydderier.
Iskaffe med appelsinsirup
Ingredienser:
Appelsinsirup
¼ liter appelsinjuice
1 dl sukker (ca. 85 g)
Iskaffe
12 isterninger
8 spsk sødmælk
2 dl kold stærk kaffe
Fremgangsmåde:
Appelsinsirup: Bring appelsinjuice og sukker i kog i en lille, tykbundet
gryde. Kog blandingen ved jævn varme og uden låg i 15 min.
eller til der er 1½ dl appelsinsirup - rør af og til. Lad
siruppen køle af.
Iskaffe: Læg isterningerne i 4 glas. Fordel appelsinsiruppen i glassene.
Hæld derefter forsigtigt mælken i, evt. ned over den hvælvede
side af en ske. Kom til sidst kaffen i - også over skeen. Drik den
tredelte iskaffe med det samme.
Appelsinsiruppen kan holde sig frisk i køleskabet i ca. 2 uger.
Den smager også godt på tykmælk, Fromage Frais o.l.,
eller hældt over is.
Hotte vodka shots
Ingredienser:
¼ liter kakaomælk
16 cl vodka-caramel , fx cuba
1½ dl piskefløde - pisket til flødeskum
8 shotglas
Fremgangsmåde:
Bring kakaomælken i kog i en gryde.
Kom 1 spsk vodka i hvert af de 8 shotglas. Hæld derefter forsigtigt
den varme kakao i glassene - ned over den hvælvede side af en teske,
så vodka og kakao deler sig i to lag. Læg flødeskum
på toppen og drik med det samme.
Vodka - caramel kan erstattes af mørk rom eller southern comfort.
Vinter sangria
Prøv min vinter sangria.
Ingredienser:
1 flaske Fussion Rødvin
1 vaniljestang
2 kanelstænger
saft fra 2 citroner
1,5 dl brun farin
3 appelsiner
Fremgangsmåde:
Kom vin, flækket vanillestang og kanelstænger i en gryde.
Varm helt op, dog uden at vinen koger. Sluk og lad stå i 30 minutter.
Tag vanillestang og kanel op og kom citron og sukker i gryden. Varm op
igen og server i glas med appelsinstykker. Brug gerne kanel- eller vanillestang
som pynt.
Kaffedrink med whisky og sødt kanelskum
Det er måske ikke særlig hip at servere
Irish coffee efter en dejlig middag. Men god whisky sammen med sukker
og kaffe smager nu godt. Så hvad siger I om denne nye variant, hvor
fløden er knasende og julet af mørk molasses sukker og kanel?
Ingredienser:
4 glas Irish coffee som du plejer, men lav den lidt mindre sød
1,5 dl piskefløde
4 spsk mørk molasses sukker
0,5 til 1 tsk kanel
Fremgangsmåde:
Lav 4 glas Irish coffee som du plejer, men lav den lidt mindre sød.
Pisk piskefløden til skum og vend med mørk molasses sukker
og kanel. Kom skummet i glassene og server.
Morgenshot med jordbær-limejuice
Jordbær-limejuice er en af de nyere varianter
i serien af juicer, som du finder i køledisken ved mælken.
Disse skal opbevares på køl, da de er upasteuriserede og
helt uden tilsætningsstoffer.
Ingredienser:
4 glas friskpresset jordbær-limejuice
1 knold frisk ingefær (6 cm)
4 spsk akaciehonning
Fremgangsmåde:
Riv ingefæren direkte ned i en lille sigte.
Pres ingefærsaften ned i de fire glas med juice. Rør lidt
honning i hvert glas og server.
Hvidvin med hyldeblomst
Let sødmefyld og dejlig at nippe til inden
maden.
Ingredienser:
1/2 flaske hvidvin Muscadet
2 1/2 dl drikkeklar hyldeblomstsaft
Blandede bær, gerne frosne, og grønne druer
Fremgangsmåde:
Bland i en karaffel i stedet for glas - det er nemmest.
Belissimo
Frisk, dejlig og rigtig god for dem, der ikke er
til søde cocktails.
Ingredienser:
8 cl grappa
tranebærjuice
grapejuice
Fremgangsmåde:
Hæld grappa i glassene. Fyld op med lige dele tranebær- og
grapejuice.
Ingefær snaps
Forbavsende god kombination.
Ingredienser:
8 cl snaps
saften fra 2 appelsiner
4 tsk flormelis
12 skiver frisk ingefær
æblejuice
isterninger
Fremgangsmåde:
Kom alle ingredienser, undtagen æblejuice og is i glassene. Knus
ingefæren i bunden af glasset, f.eks. med toppen af en træske,
fyld op med æble-juice, isterninger og server.
Tropical cognac
Ingredienser:
8 cl cognac
8 cl Heibergs passionsfrugt-ingefær sauce
mangojuice
isterninger
Fremgangsmåde:
Kom isterninger i og hæld cognac og sauce i. Fyld op med mangojuice
og server evt. med et stykke appelsinskal.
Strawberry vodka
Ingredienser:
8 cl vodka
16 til 20jordbær
isterninger
Ginger Ale
Fremgangsmåde:
Knus halvdelen af jordbærne i bunden af glassene. Kom nogle isterninger
i og hæld vodka over. Læg endnu et par skiver jordbær
og isterninger i og fyld op med Ginger Ale.
Chilishot
Ingredienser:
2 dl Tomatjuice
1 spsk Tabasco
12 cl Tequila
2 spsk Appelsinjuice, koncentrat
Fremgangsmåde:
Blandes og serveres i 6 snapseglas
Smoothie med bær
Ingredienser:
1 dl Mælk
8 Isterninger
1 håndfuld Brombær (eller hindbær eller evt. blandede
bær)
3 Bananer (store)
2 spsk Sukker
Fremgangsmåde:
Alle ingredienserne blandes sammen i en blender (pas på, skal kunne
klare isterninger, ellers skal de knuses først f.eks. i et viskestykke).
Hæld først isen i. Herefter de skrællede bananer, bær,
sukker og mælk.
Blend indtil du har en helt ensartet masse (du kan høre, hvornår
isterningerne er blevet knust).
Server straks de iskolde smoothies i høje drikkeglas og pynt evt.
med et mynteblad eller et par bær.
Marokkansk mynte-te
Marokkansk mynte-te, "whiskey marocain",
er en sød, aromatisk og særdeles forfriskende drik, der indleder
og afslutter hvert et måltid i Marokko. Servér teen i kopper
eller, på ægte marokkansk vis, i små ornamenterede glas
- pynt med friske mynteblade.
Ingredienser:
1/2 bundt frisk mynte med stilk
1-2 spsk sukker
1 l kogende vand
1 spsk grøn te (kan udelades)
Fremgangsmåde:
Kom mynte, sukker og evt. grøn te i en tepotte. Hæld kogende
vand over, og lad det trække i 5 min. Si teen og servér den
i kopper eller glas pyntet med mynteblade.
Hyldeblomstdrik
Hyldeblomstdrik er nemt at lave, og hvis man laver
en stor portion og fryser ned, har man til saft, desserter og drinks i
lang tid. Husk at plukke skærmene på et sted, der ikke er
forurenet af biludstødning.
Ingredienser:
25-30 hyldeblomstskærme
2 citroner
1 l vand
1 kg sukker (evt. rørsukker)
2 spsk citronsyre
1 spsk atamon
Fremgangsmåde:
Skyl skærmene meget grundigt i flere hold vand. Kom dem i en stor
gryde el. lign. beholder med låg. Skyl citronerne og skær
dem i skiver. Læg citronskiverne i gryden. Bland citronsyren med
sukkeret, og opløs sukkeret i kogende vand. Hæld sukkerlagen
over skærmene, læg låg på gryden og lad saften
trække i køleskabet 4 dage. Si saften, tilsæt atamon
og hæld saften på rengjorte flasker.
Saften kan fryses (f.eks. i plasticsodavandsflasker).
Gløgg
En helt uundgåelig decembertradition i de fleste familier. Prøv
at undgå de færdige gløggblandinger, og lav i stedet
din egen. Her har vi brugt appelsin, honning, æble og mange andre
gode ting.
Ingredienser:
1 l rødvin
1 dl snaps
1 dl hyldebærsaft
1 dl vand
5 g hel kanel
skal af 1 appelsin
1/2 -1 dl honning
Desuden
tørrede æbleringe
lyse rosiner
smuttede mandler
Fremgangsmåde:
Læg kanel og appelsinskal i en skål og hæld snapsen
over. Lad det trække, helst natten over. Si snapsen gennem et kaffefilter.
Hæld vin, vand, snaps og saft i en stor gryde sammen med honning,
rosiner, tørrede æbleringe og mandler. Varm langsomt gløggen
op. Den må ikke koge. Dekorer gerne glassene med strimler af appelsinskal.
Varm tranebær-æblesaft
En knaldrød drik med en bittersød smag
og en cremet konsistens. Servér den rygende varm i kopper eller
varmebestandige glas.
Ingredienser:
1 pose friske tranebær (340 g)
3 æbler - fri for skræl og kerner
7 dl vand
120 g sukker
Fremgangsmåde:
Skær æblerne i små stykker. Findel tranebærene
i en foodprocessor el. lign. Kom æbler og tranebær i en gryde,
tilsæt vand og kog frugten igennem i ca. 30 min. Kom massen igennem
en sigte og pres størstedelen af kødet igennem. Gentag evt.
processen, og kassér frugtmosen, så der kun er saft tilbage.
Hæld saften i en gryde, tilsæt sukker og varm op til kogepunktet.
Servér tranebær-æblesaften rygende varm.
|